Vores metode bygger på det faktum, at vi kan ændre vores hjernes funktionsniveau gennem en målrettet indsats. Alle kan med den rette indsats og hjælp blive bedre til at tænke.
Vi har derfor uddannet og ladet os inspirere af retninger inden for neuropsykologi og neuropædagogik, der har dette fundament:
Feuerstein Instrumental Enrichment er først og fremmest et sæt opgaver, der træner specifikke kognitive funktioner. Opgaverne bygger på en metode og pædagogik, hvor vi forholder os til og arbejder med op til 28 parametre, der har en betydning for, hvor effektivt vi tænker.
Dette bliver kombineret med et analyseapparat for opgaverne, vi stiller børn, samt en metode for hvordan vi som voksne bedst videregiver og hjælper med tolkningen af den verden og de problemer, børnene bliver eksponeret for.
Nyborg pædagogik, grundlæggende begrebsundervisning fokuserer på barnets begrebsverden og dets tilegnelse af dette. Tanken bag er, at børn har brug for sproglige begreber til at begribe verden med. Det er en forudsætning for at gå fra konkret til abstrakt tænkning at flytte de konkrete objekter ind i “barnets hoved.”
Fundamentals er udviklet af Jens Wibrandt og Lars Røgildts. Det er et taktilt materiale i træ, hvor vi bruger følesansen for at fundamentere de begreber og funktioner, der er nødvendige for barnets videre udvikling af tænkning.
Den Kognitive Færdighedsmode er en analysemodel udviklet af psykologerne Jens og Simon Wibrandt.
De formulerer det sådan: "Der findes mange modeller til forståelsen af menneskers indre liv, men det unikke ved Den Kognitive Færdighedsmodel er, at den retter sig så langt mod praksis som muligt uden at oversimplificere barnets kognition. Der er derfor ikke langt fra modellen og til at skrive en relevant elevplan eller kognitiv målsætning, vælge det næste træningsmateriale eller blot til at fange de læringspotentialer, der er overalt i hverdagen, og forfølge dem.
Den Kognitive Færdighedsmodel er bygget op ud fra den omfattende psykologiske viden om børns udvikling, intelligens og sociale forståelse. Derudover er den inspireret af Vygotsky, Feuerstein og andre, som har inddelt kognition i mikrokognitive funktioner, fx opmærksomhedsstyring, selvregulering, arbejdshukommelse, perspektivtagen og vedholdenhed."